fbpx
Del artikel:
Lyt til artikel
Skrevet af:
Magnus Monrad
Journalist på Otwn

Brasserie Bordeaux har allerede færdiggjort første etape af deres renovering og ser nu frem til en større optimering af restauranten, som færdiggøres i starten af det nye år.

Brasserie Bordeaux er lige fyldt et år tilbage i september, og kan derfor se ind i deres anden jule- og nytårssæson fra i dag af. Det sidste år har budt på meget læring, men har samtidig været så godt for restauranten, at de har valgt at udvide den bagerste del, så de har plads til endnu flere glade gæster – særligt i de travle perioder, som den de lige er gået ind i.

Etape 1 har altså været udvidelsen, og nu venter en større renovering af selve restauranten, så alle arbejdsprocesser kommer til at gå mere smidigt efter etape 2. Det kommer til at betyde, at køkkenet skal kigges på, at der skal ændres lidt i opsætningen af borde og stole og så skal det første man møder være tjenerne, så man ikke skal så langt ind i restauranten, som man skal nu, for at komme i kontakt med nogle.

- Vi har alle haft noget at skulle have sagt. Køkkenfolk, tjenere og alle dem, der ellers er indblandet i restauranten. Det har været en supergod proces, hvor vi har talt om, hvordan vi har brugt restauranten det seneste års tid, og hvordan vi kan optimere vores processer ved, at restaurantens opsætning ser lidt anderledes ud, end den gør nu. Det kommer til at give megagod mening både for vores gæster og for os, der også vil kunne blive ved med at give alle en god oplevelse, når de kommer og spiser hos os, lyder det fra køkkenchef Brian Grensteen.

Brasserie Bordeaux nytår - otwn
Foto: otwn

Men selvom det kan lyde af meget, kommer restauranten stadig til at beholde mange af deres eksisterende elementer og vigtigst af alt, kommer restauranten til at ose af den sammen hyggelige og nærværende stemning, som folk er vant til at møde, når de kommer for at spise.

- Vi vil gerne fortsætte med at kunne give en god og nærværende service og gøre noget godt for det lokale by-, mad- og kulturliv. Og det kan vi endnu bedre fra starten af næste år, når renoveringen er helt færdig, siger Brian.

- Vi har haft ”Mesterlige Hænder” til at tage sig af renoveringen indtil videre, og de har virkelig været fleksible i forhold til arbejdstider, fordi vi jo har åbent i over 12 timer hver dag. Så der er blevet arbejdet på nogle skæve tidspunkter, for at det hele stod klar til, at vi kunne få gæster i restauranten, uden de blev forstyrret af malere, boremaskiner, afdækning og så videre. De har været helt vidunderlige og virkelig dygtige, og vi er superglade for resultatet, fortæller Louise Bang Thomsen til otwn.

- Vi har tænkt på at udvide lige siden sidste jul, hvor der virkelig var smæk på. Vi har snakket om det løbende, og så har vi gennemført første etape for halvanden måneds tid siden, hvor vi har åbnet op nede bagved. Så det kan stadig fungere som selskabslokale, men efter behov kan vi også bruge det som en naturlig forlængelse af restauranten, uden at gæsterne skal føle, at de sidder i et helt andet lokale, fortsætter hun.

Etape 2 kommer til at foregå i starten af januar, hvor restauranten holder lukket og de ansatte kan få sig en velfortjent pause fra arbejdet, hvorfor altså at der er låst for døren fra den 1.-10. januar.

Skal lige nå at sende nytårsmenuer ud

Men inden at restauranten lægges ned for at blive renoveret, så bliver den lagt ned af selskaber og som det allersidste inden det nye år, skal der langes nytårsmenuer ud til en masse nytårsfester. Igen i år tilbyder Brasserie Bordeaux nemlig en lækker nytårsmenu, som du kan tilbyde dine gæster, hvor du ikke skal stå og kokkerere i flere timer for at give dem mad.

Nytårsmenuen kommer til at byde på en Nytårsballotine med lyssej, let dildcrème, sprød maltjord & fynske urter til forret. Derefter er der hovedretten, som er rosestegt kalvemedaljon, saltbagt beder, syltede svampe, sauce bordelaise & knust kartoffel med brunet smør.

Så kommer der en ostetallerken med 3 slags franske oste fra øverste hylde, som serveres med hjemmesylt & kiks. Og til sidst, selvfølgelig en lækker dessert, der igen i år er en lækker nytårsbombe lavet med kærlighed af husets konditor, Pernille, fra Konditori Petit, der også er flyttet ind som næsten-nabo i Iscafé Nørregade over vinteren.

- Der var naturligvis stadig dessert fra Konditori Petit, og det er idéen at give folk et restaurantbesøg i deres eget hjem. Den tanke har vi fulgt igen i år, hvor vi selv føler, at vi har øget niveauet en smule kontra sidste år, og samtidig lavet så meget på forhånd, at man nærmest kun skal tænde for ovnen for at varme det hele lidt op, fortæller Brian til otwn.dk.

Han glæder sig til denne opgave, fordi den er noget helt anderledes, end hvad restauranten ellers laver. Alle ansatte samles den 31. december i en hestesko og pakker alle nytårsmenuerne til dem, som har booket dem. De forventer at sælge godt 1.000 kuverter, som gæsterne kommer og henter.

Nyt år med nye og flere events

Noget af det, som Bordeaux har prøvet af for at skille sig lidt ud fra de andre restauranter i byen, er ved at gribe fat i hele essensen bag restauranten. De har gjort alt for virkelig at fange indbegrebet den franske stemning. Det har resulteret i forskellige vinklubber og et af deres mest populære arrangementer, Cheesy Tirsdag.

- Forleden havde vi 100 gæster til ’Cheesy Tirsdag, som fik en lang række lækre oste. Vi har i forvejen et stort ostekort, så man kan komme godt rundt, men vi spæder altid til med lidt nyt. Det er et virkelig fedt koncept, og man får mulighed for både at smage oste, man ellers aldrig ville få, og så lærer man samtidig en masse omkring dem, produktionen og hvad ost er i Frankrig, siger Brian.

Ud over osteevents, så er Bordeaux også værter for to vinklubber. En fransk vinklub, en vinklub for kvinder og næste år kan man se frem til at kunne blive medlem af en særlig og eksklusiv vinklub, hvor der kommer nogle vine ned fra hylderne, som folk normalt ikke lige vælger at købe, når de er på restaurantbesøg.

- Vi har haft så stor succes med vores vinklubber, at vi laver en ekstra til næste år. Det bliver en helt anden oplevelse, hvor man formentlig skal have lidt styr på sin vin, for at man for alvor kan nyde de vine, man får lov til at smage, forklarer Louise.

- Derudover kommer vi til at fortsætte flere af vores koncepter, og finder vi på noget andet sjovt, kommer vi helt sikkert også til at prøve det af. Vi elsker at samle folk og give dem en anderledes oplevelse, udvide deres horisont inden for et givent emne og gøre dem klogere på noget ved at invitere fagpersoner forbi til at fortælle om det, afslutter hun.

Hvis du kunne tænke dig at få fat i Bordeaux’ nytårsmenu, kan du stadig nå det. Man kan bestille helt frem til den 17. december, og afhentning sker i restauranten den 31. december.

Artist of the week

Julius Holmgaard

Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer

 

 

artikel
 | 
Der er lutter smil og glade dage, når du træder ind i Custom Raw-butikken i Nørregade, og det er lige netop den stemning, som ejeren af butikken, Kasper, gerne vil skabe.