fbpx
Magnus Monrad
Journalist på Otwn
9. juni 2023

Café Kosmos håber på mere vind i sejlene: Det har ikke været nemt

artikel
 | 
Del artikel:
Lyt til artikel
Foto af:
Café Kosmos

Det er ikke en hemmelighed, at det generelt er svært at drive en restaurant. Men hvad så, hvis man ovenikøbet driver den fuldstændig økologisk og vegansk?

Ja, så er det ikke nødvendigvis, fordi man gør det nemmere for sig selv. Sådan er opfattelsen i hvert fald hos Café Kosmos, der har et stærkt og solidt værdigrundlag, der gør at de ikke går på kompromis med noget for, at deres produkter bliver så gode som muligt, mens de stadig er 100% økologiske, 100% veganske og samtidig lavet helt fra bunden med varer fra lokale producenter og samarbejdspartnere.

Café Kosmos startede med fem medejere, der havde arbejdet sammen i folkekøkkenet i ungdomshuset og gerne ville starte deres egen café. Det blev til virkelighed, og i dag er det Mie Rosenkilde, som også var med fra start af, der er leder i caféen.

- Det har indtil videre været en hård men også utroligt sjov rejse. I starten kunne man jo knap nok købe noget vegansk på hylderne i supermarkederne, og nu er vi ved at være der, hvor de fleste restauranter som minimum har en vegetarisk ret og de fleste supermarkeder har hele sektioner med vegetariske og veganske produkter, fortæller Mie Rosenkilde til otwn og fortsætter:

- Vi kæmper stadig med den generelle holdning til vegansk mad. Diskussionen i samfundet er tit, at enten er man 100% det ene eller 100% det andet. Vi er selvfølgelig til for at give veganere mulighed for at kunne spise ude, men også for at kødspisere har et sted, hvor de kan komme og få noget alternativt, bare engang i mellem. Vi skal ikke tvinge folk ud i noget, og vi skal ikke diskutere med nogle, vi er her bare for at tilbyde noget alternativt og vise, at det faktisk kan være superlækkert at spise noget, der ikke kommer fra dyr.

Café Kosmos i Odense - otwn
Foto: Café Kosmos

Café Kosmos er nemlig både en klassisk café med kaffe og bagværk, men man kan også få den klassisk caféburger – bare uden kød. Derfor kan det være svært at lave noget, som folk med det samme bryder sig om. For mange af de veganske produkter, der sælges rundt omkring, går efter at smage så meget af kød som muligt uden at være det. Men her går Café Kosmos også en anden vej.

- Der er noget smukt ved at være med fra start til slut i processen omkring et måltid. Vi bager selv brød, vi samler selv ”bøffen” af forskellige produkter og så smider vi selvfølgelig lækker salat og god dressing i. Men ”bøffen” her skal ikke smage af kød. Her har vi helt med vilje forsøgt at skabe noget, der bare smager vildt godt i en burger, siger Mie.

Bæredygtighed eller ingenting

Det der med at have så stærke nogle værdier, man bare ikke vil gå på kompromis med. Og her spiller bæredygtighed foruden økologi en kæmpe rolle hos Café Kosmos. Ét er, at alt er økologisk og plantebaseret, men størstedelen af råvarerne kommer også fra lokale producenter lige fra grøntsager til mel og drikkevarer.

- Vi får drikkevarer fra Ørbæk Bryggeri og deres destilleri i Nyborg, vi får mel fra Økomølleren lige uden for kommunen og vores grøntsager leveres også fra lokale gårde og kommer uden indpakning, så der ikke spildes ressourcer på det. Vores kaffe er også ristet her på Fyn og kommer fra Kaffe Lars, siger Mie Rosenkilde til otwn.dk.

Derudover er indretningen af caféen præget af upcyclede møbler og møbler fra genbrug. Kaffekopperne er også fra genbrug eller lavet af en lokal keramiker. Emballagen er også bionedbrydelig og fra en lokal fynsk virksomhed, Plant to plast.

- Det er ikke nødvendigvis smartere eller billigere for den sags skyld, at have taget de valg, som vi har. Men vi synes bare det er gode værdier at gå op i, og vi vil gerne støtte op om andre, der har de samme værdier som os og som kæmper for at gøre verden bedre for andre, forklarer hun.

Mie håber derfor, at odenseanerne stadig vil komme forbi caféen og støtte dem i deres sag om at være et helt anderledes alternativ til de normale caféer og restauranter rundt om i byen, så man bare engang i mellem får prøvet noget andet end kød og måske indser, at det kan smage ret godt.

Café Kosmos i Odense - otwn
Foto: Café Kosmos

Spændende relaterede artikler

GUIDE: Odenses koncerter i marts 2024
 | 
Hvis du mangler et godt overblik over de forskellige koncerter, der spilles i Odense hen over marts-måned, så skal du læse med lige her.
GUIDE: Events på DYNAMO marts 2024
 | 
Er du til cirkus og nyteater, så vil du elske DYNAMO. Her kan du opleve alverdens verdensklasse forestillinger fra aktører og kompagnier fra ind- og udland hele året rundt.
GUIDE: Event på Studenterhus Odense marts 2024
 | 
Studenterhus Odense byder hver måned folk inden for, hvor man kan få lov til at studere i fred, få en billig kop kaffe eller deltage i et af deres mange, fede events.
artikel
 | 
Der er lutter smil og glade dage, når du træder ind i Custom Raw-butikken i Nørregade, og det er lige netop den stemning, som ejeren af butikken, Kasper, gerne vil skabe.