fbpx
Del artikel:
Lyt til artikel
Skrevet af:
Mohammed Ayoub
Journalist på Otwn

Seks studerende fra SDU har startet en virksomhed, der skal gøre det nemmere at planlægge rejser. De gør det nemlig for dig.

Teamet bag Tryp.com består af fire portugisere og to danskere – et team, der er blevet samlet af deres CEO: André Sousa. Dertil har de tilkoblet nogle marketingpraktikanter og nogle udviklere i Indien, Dubai og Portugal, så teamet samlet set består af omkring 17 personer.

Ideen til den kun tre år gamle virksomhed opstod en sommer, hvor medstifter og CEO, André Sousa, var ude og rejse med sin kone. Da ideen ikke var til at få ud af hovedet, valgte han at deltage i en konkurrence, hvor han introducerede sin idé om Tryp.com. Han endte med at vinde konkurrencen og året efter kom André sågar med på SDUs talentprogram, hvor teamet endte med at blive udvidet og virksomheden blev til. I dag sidder de 6 entreprenører i Videnbyen i Odense og arbejder sammen til dagligt.

- Man skulle faktisk ikke tro det, men der er kun få virksomheder, der minder om os. Der er naturligvis de mest kendte som Tripmondo og Expedia, men vi adskiller os faktisk en del fra dem. Hos dem skal man ind og vælge, hvilken da man vil rejse, hvor man vil rejse fra og hvornår man vil hjem igen. Hos os vælger man den lufthavn, man gerne vil flyve fra, og så vælger man ellers bare den periode, man gerne vil rejse i, forklarer Victor Gram Thomsen, der foruden at være medstifter også er softwareingeniør i virksomheden, til otwn.

Med disse informationer, som man let bliver taget igennem på virksomhedens hjemmeside, har Tryp.com en AI-algoritme, som skaber den billigste og bedste rejse for dig. Det kan være en rejse med flere destinationer og med flere stop for at nå til slutdestinationen, der samtidig giver dig tid til at opleve de steder, du stopper på vejen.

- Det handler om at finde fede byer og mulighed for at rejse videre. Vi beregner både fly, tog, busser og hoteller. Dertil har vi også filter på, så man kan beslutte sig for, om man vil have tilbudt rejser inden for budget, normal eller luksus, om man ønsker hotel eller hostel og om det skal være inkl. morgenmad, fortæller Victor Gram Thomsen.

Men hvad er en AI-algoritme? Tryp.com har udviklet en algoritme, der går ind og bygger en rejse ud fra det sted, du rejser fra. Fokus for algoritmen er, at den finder de bedste lokationer og de billigste rejser, i den periode du vælger. Derudover tager den også højde for, hvor længe folk normalt bruger i byerne, hvilke fly der er til rådighed og hvilken sammensætning, der giver bedst mening for brugeren. AI står for artificial intelligence, kunstig intelligens, og kan ud fra data selv skabe rejserne.

Det er selvsagt ikke en platform til alle og enhver, men Tryp.com ønsker alligevel at ramme bredt, selvom de alligevel har en primær målgruppe.

- Vi vil gerne ramme dem, der tager på backpacking, har sabbatår og generelt dem, der har tid og penge til at rejse rundt. Det er også dét mindset mange af os stiftere har haft forud for at samle idéen, siger Victor til otwn.dk.

Bæredygtige alternativer til fly

Bæredygtighed, klima og miljø er tre overordnede områder, som er meget populære for tiden. Særligt danskere er meget opmærksomme på det med at rejse grønt, og det er også noget Tryp.com forholder sig til.

- Vi er opmærksomme på, at vores virksomhed er inden for en branche, der er meget fokus på i klimadebatten. Man kan også se det sådan, at vi forsøger at sikre, at der er flere passagerer på de fly, der i forvejen skal i luften. Vi brainstormer også på, hvordan vi kan implementere tog og busser bedst muligt og på en miljøbevidst måde. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke vil ødelægge den verden, som vi gerne vil sende folk ud at opleve. Det er hvad folket vil have, hvad verden har brug for og hvad vi kan stå inde for, siger Victor Gram Thomsen.

Så de grønnere rejser uden så meget Co2-udledning er på plakaten for den næste tids udvikling af Tryp.com.

- Når du alligevel skal vælge hotel, kan du lige så godt vælge et, der gør noget godt for miljøet og omgivelserne, og dette er netop noget vi vil have fokus på i vores søgealgoritmer. Således at vi som udgangspunkt kan tilbyde vores kunder de mest miljøvenlige rejser og overnatningsmuligheder, når de søger rejser via os.

Derudover vil Tryp.com gerne tilbyde de bedste og billigste hoteller og hostels, biludlejning og attraktioner i deres rejseplanlægning, så de er en form for one-stop planlægningssted, når man gerne vil ud at rejse.

- Tanken er at vores intelligente søgemaskine skal finde de bedste, billigste og mest miljøvenlige rejser, så man slipper for at skulle forbi flere aktører og med ro i maven kan bestille en rejse uden bekymringer, udtaler ingeniøren.

Store drømme om vild vækstrejse

Tryp.com tænker stort og innovativt - de udtaler sågar, at deres vision er at blive en af de største aktører inden for flyrejser, men også miljøvenlige multidestinationsrejser. Men hvad skal det egentlig betyde? Den uddybende forklaring er, at de vil erobre markedet med deres intelligente værktøjer på Tryp.com i kombination med smart brug af sociale medier og deres unikke influencerprogram. De forventer en såkaldt unicorn-vækstrejse, hvor de har en målsætning om at opnå en værdiansættelse på over 1 milliard dollars inden for tre år.

- Vi bliver det friske pust, der ikke har været i branchen længe, udtaler Victor og fortsætter:

- Vi markedsfører os i Portugal med god vækst og folk ved efterhånden godt hvem vi er. Derudover markedsfører vi os i flere lande, heriblandt Portugal, Danmark og England. Og så er vi på vej til eksempelvis Tjekkiet og Brasilien. Vi håber således på snart at være blandt de mere almenkendte rejsevirksomheder i Danmark.

Om virksomheden når sine mål er svært at spå om, men man kan ikke betvivle deres entusiasme og store gåpåmod for den forestående rejse som virksomhed.

Artist of the week

Julius Holmgaard

Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer

 

 

artikel
 | 
Trivselsugen er i denne uge tilbage på SDU, hvor arrangørerne fra Syddanske Studerende glæder sig over, at det ikke længere....