fbpx
Del artikel:
Lyt til artikel
Skrevet af:
Magnus Monrad
Journalist på Otwn

Oskar Wenck von Wenckheim og Mark Mathias Christensen har igennem de sidste tre år skrevet og produceret musik, og nu er de snart klar til at slå ordentligt igennem.

”Flytilstand, så du ved jeg er langt væk…” brager ud af højtalerne, som Oskar Wenck von Wenckheim og Mark Mathias Christensen selv har investeret i ude i deres studie, som de lejer sig ind i hos bandlokaler.dk. Det er et af de større studier derude, og det er en rigtig hule for drengene med en sofa, et hvidt IKEA-bord, en lille skærm og en PlayStation 4, et tomt køleskab og to store poser med pant fyldt med tomme energidrikke og øldåser.

Derudover er der ikke mange ting i rummet, men to døre der leder ind til et lille rum med lydisolering på væggene, hvor Oskar kan indspille vokaler samt ind til et rum, hvor Mark kan sidde og producere musikken. Herinde er der lidt farvet lys, en computer, to par solbriller, et nøglebundt, fire stole, et par skærme og en masse ledninger foruden et par falske planter, som nok også er det eneste, der vil kunne overleve derinde, da det er begrænset hvor meget dagslys, der kommer ind af det lille skråvindue.

Men meget mere kræver det faktisk heller ikke at være musiker i dagens Danmark. Faktisk skal man blot have en mikrofon og en computer, så er man langt i processen. Så hvis man ser det på den måde, så er det næsten helt overdådigt, hvad Mark og Oskar har i deres studie.

- Vi startede tre gutter, da vi gik i gymnasie. Det var mig og en kammerat, der begyndte at rappe, og så kendte han Mark, som begyndte at producere vores beats. Sammen var vi ”Autoriteten” og udgav sange på SoundCloud, hvor vi rappede om alt muligt og gav shoutouts til vores venner og sådan noget. Det var virkelig sjovt, fortæller Oskar Wenckheim til otwn og fortsætter:

- Men med tiden ville jeg gerne gøre det mere seriøst, og det ville Mark også gerne, så nu kører vi projektet videre sammen under navnet AUT og er forhåbentlig snart klar med noget nyt musik, som også kan lidt mere end det gamle.

Oskar og Mark fra AUT - otwn
Foto: otwn

Vil bruge musikken til at starte en bevægelse

Ude i de små studier og øvelokaler hos bandlokaler.dk er de blevet til et sammentømret fællesskab af unge musikere, der drømmer om at slå igennem på den danske musikscene. Man sidder sjældent alene i studiet, fordi der kommer folk fra de andre lokaler og sidder og hænger ud, hygger, drikker, skriver tekster eller bare har gode samtaler som venner. Drengene får også besøg af musikeren Sankt Thomas, mens interviewet står på, som bare kommer ind, giver en high five og skal give sine inputs til de numre, som AUT arbejder på i øjeblikket.

Det betyder ret meget for Oskar og Mark, at alle kommer godt ud af det med hinanden. De ønsker nemlig at starte en større bevægelse, et fællesskab af den odenseanske undergrund, når det kommer til musik.

- Vi er gode til at inspirere hinanden her på stedet. Jeg synes alle har deres egen lyd, som ikke helt findes nogle andre steder, selvom det selvfølgelig er svært at lave noget 100% originalt, uden man kan trække sammenligninger til andre kunstnere. Men niveauet herude er sindssygt højt, og det er en flok, som virkelig går op i det, de laver. Sammen laver vi det, vi er begyndt at kalde for Odense-lyden, fortæller Mark Christensen og bliver suppleret af Oskar:

- Vi er en masse undergrundsartister, som er gået sammen om et initiativ, et fællesskab, hvor vi skal hjælpe hinanden frem. Så hvis nogen får en mulighed, så skrider de ikke bare, de tager os andre med, efterlader et telefonnummer til en kontakt eller sådan noget. Alle vil bare gerne skabe noget kendskab til dem selv og alle os andre, så hele fællesskabet får noget ud af det og får nemmere ved i fremtiden at kunne komme hurtigere i gang med sin karriere inden for musikken. Vi kæmper for, at man ikke behøver flytte til Aarhus eller København for at kunne blive noget, men at branchen også holder øje med Odense.

Oskar og Mark fra AUT - otwn
Oskar og Mark på Otterup Kræmmermarked. Foto: Privat

Glæder sig til at komme ud og spille koncerter

Lige nu arbejder Oskar som vikar på en efterskole for unge, der ikke er født til at sidde med hovedet begravet i en bog, og Mark har sabbatår. Sammen bruger de så al deres fritid i studiet, fordi de gerne vil gå all-in på musikken og skabe noget stort, der kan få dem ud og spille på de store scener.

- Vi har rykket os sygt meget alene ved bare at komme ud i de her studielokaler, som vi flyttede ind i for omkring et år siden. Det var lidt noget andet dengang vi var tre og bare sad hjemme på mit barndomsværelse foran computeren med en dårlig mikrofon og skrev tekster i bilen, når vi kørte rundt og lavede ingenting, siger Mark.

For drengene har altid være interesseret i musik, og nu drømmer de om at komme ud og spille for folk, få reaktioner på deres musik, så de kan blive ved med at udvikle sig, skrive bedre, producere bedre og generelt udgive bedre musik, som kan få flere med på AUT-vognen.

- Sidste år spillede vi på Otterup Kræmmermarked som har været på min personlige bucketliste, da jeg er fra området. Så det var en fed måde at opleve folks reaktioner på musikken og se dem stå og hoppe med, mens vi stod på scenen og fyrede den af, siger Oskar til otwn.dk.

Og nu venter en ny koncert, hvor de kan komme ud og teste nogle af de numre, de har arbejdet på det sidste års tid. For den 27. maj kan du komme ud og opleve, hvad AUT kan på en scene, hvor de spiller til efterfesten til Odense Kulturfestival.

Artist of the week

Julius Holmgaard

Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer

 

 

artikel
 | 
Der er lutter smil og glade dage, når du træder ind i Custom Raw-butikken i Nørregade, og det er lige netop den stemning, som ejeren af butikken, Kasper, gerne vil skabe.