fbpx
Del artikel:
Lyt til artikel
Skrevet af:
Matilde Leed Henriksen
Journalist på Otwn

Forestillingen ”Going Nowhere” sætter fokus på et dilemma, som mange højst sandsynligvis har: mobilafhængighed. Med beatboxing, lysstofrør i pangfarver og gaming-musik bliver afhængigheden belyst på en fornyende måde.

En mand, der stirrer intenst på dig, lige så snart forestillingen starter. Du tænker: ”Åh nej, hvad sker der nu?”. Manden løber pludselig forvirret og frustreret rundt på det sorte scenegulv, indtil hans blik fanger et køleskab. Han åbner det og tager et æble. En nyfunden ro falder over ham, og nydelsen i at spise æblet holder karakteren i nuet. Æblet er spist, og kun stilken er tilbage. Få sekunder efter ledes hans opmærksomhed over på en skraldespand, hvori der gemmer sig en rød smartphone, og personens nydelse og ro bliver afløst af telefonens fængende lys. Han er fanget. Manden er artisten Villads Bugge Bang, som er fysisk og rytmisk performer. I forestillingen bliver der både jongleret, beatboxet og danset, som blot er nogle af de kvalifikationer, stykkets hovedperson er uddannet i på Akademiet for Moderne Cirkus.

Kompagniet Out of Balanzhar i samarbejde med DYNAMO lavet forestillingen ”Going Nowhere” med Troels Hagen Findsen som instruktør. Ligesom Villads Bugge Bang er han også uddannet fysisk performer, og så er han en del af Out of Balanz’ kunstneriske ledelse. De to artister har dannet makkerskab i 21 år, og er nu aktuelle med deres første forestilling sammen. Stykket sætter fokus på menneskets trang til at scrolle på mobilen flere gange om dagen, som samtidig belyser de konsekvenser, det kan have at leve i et samfund, hvor mobilen fylder mere og mere. Det er en kamp om opmærksomheden.

Going Nowhere - Out of Balanz, DYNAMO Odense - otwn
Foto: Cosmin Cirstea

Scenografien, designet af Mads Find, er enkel: et toilet, en vask, et køleskab og en stol. Alt dette er omringet af en cirkel, som symboliserer akten at gå i ring, hvilket sker for forestillingens hovedperson, som gradvist bliver mere opslugt af sin telefon. Hængende fra loftet er der syv aflange lysstofrør, som afgiver forskelligt lys alt afhængig af hovedpersonens humør. I starten af forestillingen er livet en leg med telefonen, som artisten udstråler med en poppet dans til farverige pangfarver og livet-er-dejligt musik.

Når legen ikke er sjov længere

Lyset, designet af Kenneth Danielsen, skifter fra de glade farver til den symbolrige farve rød, som i denne forestilling symboliserer et faresignal. Hovedpersonen befinder sig pludseligt i et limbo omringet af røde lys og brummende elektronisk musik, som bruges til at forstærke den stigende, omklamrende stemning. Med sammenspillet af lyset og musikken, er der lagt en solid grobund for, hvor stykket bærer sig hen rent følelsesmæssigt.

LÆS OGSÅ: DYNAMO og otwn går sammen: Vil genstarte kulturjournalistikken

”BRUM BRUM” siger det fra mobilen, efter at manden har ventet på, at den skulle lade op. Han går nu igen i ring, mens noget komisk gaming-musik spiller. Lyden, designet af Mika Forsling, er i den grad med til at sætte stemningen for, hvornår hovedpersonen er i sit velbefindende. Musikken i forestillingen starter med at være positiv, og derefter bliver den gradvist mere negativ stemt, hvilket afspejler sig i plottets dramaturgi.

Going Nowhere - Out of Balanz, DYNAMO Odense - otwn
Foto: Cosmin Cirstea

Falde-på-halen humor

Jeg må indrømme, at selvom forestillingen var lavet med den intention, at den også skulle være sjov, grinte jeg ikke. Jeg er ikke stor fan af falde-på-halen humor (eller commedia dell’arte, som er en teaterform, der praktiserer samme humor). Ikke desto mindre nød jeg at se den, da den indeholdt et godt - og skræmmende - budskab, en talentfuld hovedperson som ovenikøbet kan beatboxe og et lyd- og lysshow, som lykkedes med at sætte den intentionelle stemning. Så uanset om forestillingen sætter gang i dine lattermuskler eller ej, så er du garanteret et underholdende stykke, som formidler mobilafhængighedens konsekvenser på en fornyende måde.

DYNAMO x otwn

Artist of the week

Julius Holmgaard

Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer

 

 

artikel
 | 
Folkene bag Brasserie Bordeaux, Iscafé Nørregade og Ishuset Stige Ø udvider porteføljen med endnu en restaurant på central placering i Odense.