fbpx
Foto:
Kristian Gade
27. august 2022

Guide til den fedeste festival for filmelskere

artikel
 | 
Skrevet af:
Lisette Olesen
Journalist på Otown

Guide til den fedeste festival for filmelskere

Del artikel:

Se film under åben himmel, mød filmskabere og skuespiller, skrål med på filmhits i karaokebaren, test din filmviden i quiz, oplev film blive skabt og hyld verdens bedste kortfilm i et storslået awardshow.

Odense bliver fyldt med film, når OFF Odense International Film Festival skydes i gang mandag. Udover at OFF er en international kortfilmkonkurrence, hvor kendte skuespillere og filmskabere fra hele verden rammer Odense, så er OFF også en festival med over 200 forskellige filmoplevelser til dig, de elsker film. Og festivalen byder på oplevelser for enhver smag.

Derfor har Otwn lavet denne festivalguide til dig. Den er spækket med en række OFF’s filmfornøjeligheder, som er værd at tjekke ud for…

Foto: Line Svindt

Open Air- entusiasten

Fra onsdag til lørdag kan du gratis se film under åben himmel. OFF viser nemlig film på Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik onsdag - lørdag. Visningerne starter alle dage klokken 20.30.

Onsdag står den på den Oscar-belønnede film Druk. Torsdag kan du slippe latteren løs til den romantiske danske komedie Venuseffekten. Fredag byder festivalen weekenden velkommen med Moulin Rouge, mens klassikeren Grease ruller henover skærmen lørdag.

Foto: OFF Odense International Film Festival

Quizelskeren

Ved du noget om film, så skal du til ”Den Ultimative Filmquiz”. Den finder sted onsdag den 31. august kl. 20.00 i Café Biografen. Her får du med garanti rørt lattermusklerne, når du i selskab med filmmakkerparret Wikke & Rasmussen samt film- og tv- redaktør Christian Monggaard kan teste din filmviden.

Her møder du filmiske spørgsmål i alle kategorier og sværhedsgrader, hvor vinderholdet til slut ender med at dyste imod overdommer Christian Manggaard selv.

Foto: OFF Odense International Film Festival

Podcastlytteren

Elsker du at lytte til podcast, så se med her. Festivalleder Birgitte Weinberger og skuespiller Claus Riis Østergaard har igennem 44 afsnit kørt filmpodcasten ”Kort er Godt!”.

Her møder du sammen med makkerparret alverdens historier og fortællinger fra kortfilmens verden. Nu kan du opleve det hele live, når Claus og Birgitte optager deres 45. afsnit tirsdag den 30. august kl. 20.00 på Frølageret.

Foto: OFF Odense International Film Festival

Karaokeskåleren og koncertelskeren

Musik er en stor del af film. Det er soundtracket til historien og følelsen på skærmen. Derfor har OFF Odense Film Festival en række musikoplevelser i filmens tegn.

Odenseanske Jenny Rossander – bedre kendt som Lydmor giver en lille koncert på Frølageret fredag klokken 17.00. I februar vandt hun den danske filmbranches største pris – en Robert-pris for sangen "The Last Call", som du kan høre i filmen "Venuseffekten". Du kan derfor møde hende på OFF, hvor hun sammen med filmkomponist og producer Anna Lidell fortæller om det at skabe musik til film. Anna Lidell er bl.a. kendt for at have lavet musik til den anerkendte Netflixserie SKAM.

Er du typen, der griber mikrofonen i karaokebaren eller altid giver en koncert for shampooflaskerne i brusebadet, så skal du forbi Karaoke Night fredag klokken 20.00 i Frølageret. Aftenen handler om den danske kortfilm ”On My Mind”, som i år var nomineret til årets Oscaruddeling. Filmen handler om en dedikeret ægtemand, der inderligt ønsker at synge en sang for sin kone. Det er et spørgsmål om liv, død og karaoke. Udover at du møder filmens instruktør Martin Stange- Hansen og skuespiller Rasmus Hammerich, så inviteres du altså også til den vildeste karaokefest på Kulturmaskinen.

Fra OFF Award sidste år. Foto: Kristian Gade

Glimmerelskeren på den røde løber

Det letteste svar til glimmerelskeren ville jo være, at man simpelthen skal besøge hele festivalen, da OFF er et stort festfyrværkeri. Men er der oplevelser på OFF, hvor der er skruet op for det glamourøse, så er det altså KickOFF og OFF Awards.

Festivalen skydes nemlig i gang mandag klokken 20.00 med et kæmpe KickOFF. Her bliver Magasinet fyldt med film, underholdning og diverse glitterbomber, mens festivalleder Birgitte Weinberger byder velkommen og præsenterer festivalens temaer og jury.

Festivalen kulminerer lørdag på magasinet til OFF Awards, som er festivalugens helt store finale. Efter at alle konkurrencefilmene er blevet vist på festivalen, er det nemlig tid til at kåre vinderne på OFFsk manér. Dette betyder lange kjoler, korte taler og bobler i baren. Alle vinderfilmene fra aftenen kan ses dagen derpå dvs. søndag i Café Biografen og på festivalens streamingstjeneste offstream.dk.

Film fra Nordatlanten. Foto: OFF Odense International Film Festival

Den rejselystne

Elsker du at se den store verden, så har OFF en række filmoplevelser for den rejselystne. Ta´ en tur til Nordatlanten, når Nordatlantens Hus tirsdag, onsdag og torsdag viser en perlerække af film fra Grønland, Island og Færøerne.

Er du mere til sydens sol, så oplev diversiteten i den arabiske verden, når Arab Film Festival onsdag den 31. august viser innovative og proaktive arabiske film i Café Biografen.

Oplev en helt anden verden, som afviger totalt fra vores hverdag i Danmark til arrangementet "Perspektiver fra det syglige Kaukasus". I en mandsdomineret medieverden har en gruppe kvinder skabt mediet Chai Khana, hvor de igennem artikler, foto, video mm. deres personlige historier fra det sydlige Kaukasus - altså Georgien, Aserbadsjan, Armenien og de konfliktramte territorier. Kvindernes mission med mediet er at styrke ytringsfriheden og at modstå disinformation. Du kan møde Chai Khanas direktør og instruktør i Frølageret lørdag kl. 11.15. Der bliver ligeledes vist film fra Chai Khana lørdag klokken 12.45 i Café Biografen.

Vil du gerne se det bedste fra Europa, så smid dig i Café Biografens sæder tirsdag og onsdag klokken 15.00. Her har OFF nemlig udvalgt en række kortfilm, der tager dig på en rejse rundt i Europas kulturer.

Fra MIX CPH: DanishDelight. Foto: OFF Odense International Film Festival

Børn og unge

OFF er en godtepose, når det kommer til film for børn og unge. Er du forældre, ung eller nysgerrig på ungdommen, så er OFF værd at tjekke ud. Festivalen kører en ungdomskonkurrence med film for teenagere, hvor vinderfilmen til sidst bliver fundet af 8. A fra Seden Skole. Ungdomsfilmene er fordelt udover hele festivalen og du kan se dem gratis (filmene er markeret med YOU i festivalprogrammet).

Udover ungdomskonkurrencen byder OFF også på MIX CPH: DanishDelight. Her sætter fire danske kortfilm fokus på livet som ung queer. Du kan se dem på tirsdag i Magasinet klokken 20.00.

Foto: OFF Odense International Film Festival

Har du børn, så har OFF også filmoplevelser for børn helt ned til 3 år. Der er filmvisninger for børnehaver og skoler om formiddagen, mens familier kan tikke ind om eftermiddagen. Alle oplevelser for børn og unge (undtagen MIX CPH: DanishDelight) er gratis.

James Price. Foto: OFF Odense International Film Festival

Filmnørden

Vil du bag kulisserne, møde filmskaberne, blive klogere på filmens virkemidler og komme en tur i klipperummet, så åbner OFF op for det helt store maskinrum.

På festivalen kan du fx møde manuskriptforfatter, tv- kok, dramatiker, instruktør mm. Adam Price, der står bag tv- serier som Borgen, Herrens Veje, Anna Pihl samt Nikolaj og Julie. På lørdag indtager han Frølageret klokken 15:15, hvor han gør dig klogere på rejsen ind i filmbranchen, dos and don’ts i filmens verden og ikke mindst sin færd ud i den store verden som filmskaber.

Onsdag klokken 18:00 kan du møde Jesper Dalgaard, der står bag den populære dokumentar ”Kandis For Livet”. Til et foredrag på Magasinet fortæller han om sit arbejde med dokumentargenren.

Fra filmen "Speak No Evil" Foto: OFF Odense International Film Festival

Oplev humor og uhygge blive skabt, når lyddesigner skaber en gyserfilm og en komedie – kun ved hjælp af lyd. Det hele sker i Frølageret torsdag klokken 16.00. Vil du tættere på uhyggen, så kan du samme dag i Frølageret blive klogere på lyd, gys og gru, når filmskaberne bag den danske gyser ”Speak No Evil” fortæller om filmens virkemidler.

At lave en film kræver mange ofre i klipperummet – altså filmscener som havner i den digitale skraldespand. Klipperen bag dokumentarerne ”Ingen Kender Casper” og ”7 Years Of Graham” Andreas Bøggild Monies viser sammen med instruktørerne Rene Odgaard og Andrias Høgenni hvilke ting, der havner i den digitale skraldespand til arrangementet ”Kill Your Darlings”, som du kan opleve på Frølageret fredag kl.13.00.

Foto: Andreas Bastiensen

Filmskaberen

Er du selv filmskaber, så har OFF en række arrangementer, der hjælper dig videre med dit filmprojekt. Til festivalarrangementet ”Pitch Me Better” kan du på torsdag klokken 11.00  få gode råd til dit filmpitch, hvis du står og skal søge midler til din filmidé.

Du kan også finde inspiration til dit næste pitch under ”Pitch Me Baby”, som er en live-pitch- konkurrence, der finder sted i Den Fynske Opera torsdag klokken 13.00 og klokken 15.00. Her dyster de bedste indsendte kortfilmidéer live på scenen foran en jury og et publikum, hvor de på blot fem minutter skal de overbevise juryen om, at deres filmidé fortjener et arbejdslegat.

Kunne du godt tænke dig at teste din film, kan du under arrangementet ”Den Gode Åbning” vise de 3 første minutter af din film til et ekspertpanel, som efterfølgende giver feedback på filmens begyndelse. ”Den Gode Åbning” finder sted fredag klokken 13.30 på Magasinet.

Mest læste nyheder

 | 
Kaffebaren Nelle's har sammen med en gæst givet Odense en gåklub.
 | 
Tarup Center huser Fyns største garnbutik, et verdensomspændende undertøjsbrand, en slagter med enestående delikatesser fra Odense og USA, en pub med plads til det hele og meget mere.
 | 
Hvad der startede som en trang til at genopleve en nostalgisk følelse fra nullerne er i dag blevet til et....
 | 
Restaurant Værdsat formerer sig til flere spiseoplevelser i Odense. Men hvad de færreste ved om smørrebrødssuccessen i Kongensgade er, at restauranten hjælper mennesker med specielle udfordringer. Ejeren vil nemlig gerne give tilbage til samfundet, som hjalp ham, da han var plaget af druk og dødsangst.

Tags:

Spændende relaterede artikler

 | 
Oskar Wenck von Wenckheim og Mark Mathias Christensen har igennem de sidste tre år skrevet og produceret musik, og nu er de snart klar til at slå ordentligt igennem.
 | 
Foreningen Blossom støtter kvinder i forskellige former for socialt udsatte positioner med forskellige tiltag.
 | 
Det er ikke bare en test, bagværket og kardemommesnurren er væk, og fra nu af er der nyt fokus hos den populære café i Nedergade.
artikel
 | 
Semesterstartsfesten slog alle rekorder i 2021 og holdet bag har taget en masse læring med til i år, hvor ambitionerne for antal gæster er endnu større, men hvor pladsen også er udvidet markant.