fbpx
Del artikel:
Lyt til artikel
Skrevet af:
Magnus Monrad
Journalist på Otwn

Jacob Aksglæde har længe udgivet musik under navnet Aksglæde. Men nu er det på tide at stå frem med sit fulde navn og en agenda om at komme tættere på lytterne.

Du har nok allerede hørt om Aksglæde. Den danske sanger og sangskriver har været aktuel med sin musik siden 2016, hvor han brød igennem på den danske musikscene singlen ’Fantomfølelser’.

Men nu skal der ske noget nyt. Nu bliver det personligt på en helt anden måde. Aksglæde bliver nemlig til Jacob Aksglæde, som er sangerens rigtige, borgerlige navn.

- I starten var det bare et kunstnernavn, fortæller Jacob Aksglæde, der er født og opvokset i Hjallese, til otwn.

Men nu er han kommet til et sted i sit liv og i sin karriere, hvor han lige så godt kunne ændre kunstnernavnet til sit rigtige navn.

- Jeg synes, det er mere personligt at hedde mit fulde navn. Det giver mig også mulighed for at komme tættere på lytterne, mine fans, publikum og generelt bare i min musik, forklarer han.

Fredag den 24. marts er sangeren aktuel med sin første single under det ”nye” navn. Singlen hedder ’Huset Brænder’ og handler samtidig om noget meget personligt, som han håber folk kan resonere med og relatere til. Den handler nemlig om et kaotisk forhold, hvor den man er sammen med, ikke er god for ens fysiske eller psykiske helbred, men samtidig er personen den og det eneste, der kan få smilet frem og smerten til midlertidigt at forsvinde.

Forholdet er et Jacob Aksglæde personligt selv har oplevet engang, og derfor håber han, at lytterne kan finde en ro i sangen, og vide at de ikke er de eneste, der har haft det sådan.

- Samtidig er det en ret ”dansabel” (en sang man kan danse til, red.) sang. Så jeg håber, at når jeg kommer ud og spiller, at folk bevæger sig til den, men når de sidder derhjemme og hører den, håber jeg også, at de lægger lidt mere mærke til ordene og betydningen, og at det gør indtryk hos dem, siger Jacob Aksglæde.

Foto: Alexander Leistiko

Har udviklet sig meget på få år

Selvom han har skrevet musik og sunget sange, siden han blev færdig med sin kandidat i Statskundskab omkring 2016, har den nu 32-årige sanger nået at udvikle sig meget på den relativt korte tid.

- Det første jeg udgav, var vel på en måde ret naivt. Jeg vidste ikke, om nogen ville lytte til det, men jeg brændte simpelthen så meget for det, at jeg bare måtte ud med det, og se hvad det kunne blive til. Med tiden har jeg også udviklet mig både personligt og som musiker. Og selvom man måske ikke lige kan høre det fra den ene sang til den anden, føler jeg at man godt kan mærke det både på mig og min musik, hvis man tager det hele lidt mere op i fugleperspektiv og lytter til den første single og så den jeg udgiver nu, siger sangeren.

Han håber samtidig, at dem der hører sangen kan mærke, at han har en anden tilgang til sin musik. På de fleste sange på det kommende album, som ’Huset Brænder’ er den første single fra, er der nogle markante skift, fra de sange han tidligere har udgivet. Til gengæld handler de næsten slet ikke om trist kærlighed som den første single, der altså både er den første forud for albummet og under det ændrede kunstnernavn. Jacob er dog ikke i tvivl om, at han fremover nok stadig bedst kendes som Aksglæde.

- Uden at skulle trække direkte tråde, er det nok lidt ligesom, at man kalder Claus Hempler for Hempler eller at Nikolaj Nørlund kaldes Nørlund. Så er jeg Jacob Aksglæde, men bliver kaldt Aksglæde. Jeg står ved den jeg er, med mit fulde navn fra nu af, og det glæder jeg mig til forhåbentlig også stadig at gøre, når jeg står på scenen og spiller om 40 år. Så jeg ser bare rigtig meget frem til, at folk får lov til at høre det, som jeg har arbejdet på i så lang tid nu, afslutter Jacob Aksglæde til otwn.dk.

Albummet er næsten færdigt, men Jacob kan endnu ikke afsløre, hvornår det bliver udgivet. Til gengæld spiller han koncerter med et seks mand stort band i landets fire største byer til efteråret. Han lægger fra land i Odense den 27. oktober på Musikhuset Posten. Dagen efter rejser han til Aalborg og spiller på Skraaen. Derefter er det videre til Train i Aarhus den 3. november og til sidst skal han op på scenen i Store Vega i København den 4. november.

Jacob Aksglæde, otwn

Artist of the week

Julius Holmgaard

Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer

 

 

artikel
 | 
I Odense findes virksomheden LittleGiants, hvor fire medejere og en række udviklere laver drømme til virkelighed for unge entreprenører med store app-drømme.